tirsdag den 14. maj 2019

Program og tilmelding

Da Grundlovsdag i år ligger midt på ugen, har vi besluttet os for at holde det kort. Årets program løber fra klokken 10.00 til klokken 14:00

10:00-11:00 Paradekørsel
11:00           Scalextric-turnering åbner
11:05           Åbningstale ved borgmester Joy Mogensen
12:00           Røverhistorier fra Ringen med forfatter Carsten Frimodt og racerkører Frits Møller
13:00           Show and tell: vis os din bil!
13:45           Uddeling af præmier for årets bil, årets MC, publikums favorit og Scalextric-turneringen

Tilmeld dig paradekørselen med dit historiske køretøj HER

tirsdag den 30. april 2019

Den perfekte fridag med "Legenden Thorkild Thyrring"

Meget kan man sige om Thorkild og meget ER allerede blevet sagt, men få mennesker brænder for Roskilde Ring, som han gør. I en portrætserie på TV2 Lorry, hiver Thorkild således den stakkels studievært med til Roskilde, så hun kan se hvor det hele startede.

Se klippet her:  https://www.tv2lorry.dk/den-perfekte-fridag/den-perfekte-fridag-med-thorkild-thyrring


lørdag den 13. april 2019

Hjulemandens hjælpere

Red Bulls kerneprodukt er rædselsfuldt. Der er ingen tvivl om, at det er den originale energidrik - men den smager forfærdeligt. Der findes så mange andre energidrikke på markedet, der både smager bedre og finder vej til motorsporten. Monster, Rich og Rockstar for bare at nævne nogle af dem og de første to er endda (også) repræsenteret i formel 1.
Men Red Bulls brand og alt det andet hurlumhej de laver, er så gennemført, at det er umuligt at hade. Så da jeg så på Facebook, at der var Red Bull Pit Stop Challenge på Circle K i Sydhavnen, hoppede fruen og jeg i en bil og prøvede om vi kunne vinde en tur til det østrigske grand prix - man skulle bare være hurtigst om at skifte hjul på formel 1 mock up.




Med en tid på 17 sekunder og nogle hundrededele kunne jeg godt se, at der var langt til Østrig. De søde Red Bull-piger sagde, at hvis jeg kunne komme under ti sekunder, ville jeg vinde en kasket. Efter et par gennemløb kunne jeg klaske til knappen på stopuret efter bare 9.81 sekunder. Ham der vandt konkurrencen gjorde det på 6.77 sekunder. Imponerende nok i sig selv - men der er langt ned til de to sekunder, det bliver gjort på i virkeligheden.
Jeg talte med Red Bull-pigerne om at komme ned på Ringen, så det arbejder vi på...

søndag den 7. april 2019

Pirelli-svinget og Lucas-broen tilbage på Roskilde Ring!

Roskilde Ring har siden 2003 været en disc golf-bane. Så spørger du sikkert "hvad er disc golf"? For forståelsens skyld er det nemmest at kalde det golf med frisbees, hvor hullerne i jorden er en kædebesat kurv, der mest af alt ligner en blanding af en foderstand fra zoologisk have og en basketkurv. Man må bare ikke kalde det frisbee golf, da "frisbee" er et registreret varemærke.  Gutterne der spiller disc golf på Roskilde Ring, har for nyligt udvidet banen fra ni til 12 huller. I den forbindelse foreslog jeg, at man gav hullerne navne, der relaterede til den gamle motorbane - det var de med på, hvis jeg kunne fortælle lidt om hvor, hvordan og hvorledes. Så det gjorde jeg
Så nu hedder de forskellige huller Pirelli-svinget, Dommertårnet, Lucas-broen alt efter hvor de ligger. Da der skulle bruges 12 navne og ikke alle ligger præcis, hvor der var et navn på noget på den gamle Ring, måtte jeg være lidt kreativ. Jeg har derfor opkaldt to af hullerne efter to mænd, som jeg synes vi måske glemte lidt i filmene og på stenene. Derfor hedder to hullerne henholdsvis Cognacs kurve og Vognmandens apex. 


Foto: Stephen Skriver, RRDGK



Foto: Stephen Skriver, RRDGK

mandag den 11. marts 2019

Åben for tilmeldinger

Det er nu muligt at tilmelde dig paradekørselen på VisitRoskildes hjemmeside HER

søndag den 10. marts 2019

Petersens Autopia

Da jeg var med fruen i Los Angeles tidligere på måneden, skulle vi ha' været på Santa Anita Racetrack og se galop, men det meget våde forår, har efterladt banen i en beskaffenhed, der gjorde, at et usædvanligt højt antal heste er kommet til skade på den med benbrud og den slags. Det førte til et rekordhøjt antal aflivninger på Santa Anita i årets første måneder og dyrevelfærdstyperne flippede naturligvis skråt. Banen blev lukket dagen før vi skulle ha' været der, og vi stod pludselig plansløse den dag i ferien.  Efter et kig på nettet opdagede jeg Petersen Automotive Museum - et temmelig overset museum i rejseguides og beskrivelser af L.A.

Facaden er fremtrædende og spektakulær, men det er ikke til at sige, at det handler om biler


I museets forhal står det til gengæld hurtigt klart, hvad det handler her.

De havde en særudstilling om Porsche, og jeg lærte at en 356'er hed en Porsche Continental derovre..

En 1966 Indycar bygget af Dan Gurney og Carol Shelby

Blandede bolsjer

En 1998 Reynard Indycar med 875 heste.




mandag den 28. januar 2019

Datoen ligger fast: 5. juni

Vi er blevet enige om, at Ringens fødselsdag i år skal markeres på selve dagen. Sidste år lå vi igen samtidig med byens dyrskue, og der var løbsdag i diverse motorsportsklasser. Begge dele - tror vi - kunne aflæses i besøgstallet, der var noget lavere end forrige år. I år ligger Grundlovsdag midt på ugen, hvor den har ligget i forbindelse med en weekend de andre gange, vi har holdt det på dagen. Vi er lidt spændte på at se, hvad det gør ved besøgstallet i år.