lørdag den 24. september 2016

Ny ekspert i panelet!

Ved et tidligere arrangement på Scandic, havde jeg fornøjelsen af at snakke lidt med en mand, der er indbegrebet af motorsportsjournalistik i Danmark. Han skriver om både gamle dage, nutid og fremtid, og har udgivet flere bøger om motorsportshistorie, som jeg har brugt før. Jeg taler selvfølgelig om Morten Alstrup. Vi blev dengang enige om, at jeg skulle videointerviewe ham til projektet, og i starten af september kontaktede Morten mig, og spurgte om jeg havde tid den 14., for der var han alligevel på Sjælland. Og for at gøre en lang historie kort: det havde jeg. KnuckleGrease Garage lagde lokaler til, og Morten og jeg fik en snak om mangt og meget - men I må vente med at se det til 5. juni 2017

Velkommen om bord Morten! 

lørdag den 3. september 2016

Nyt publikum på Ringen


Roskilde Ring har fået nogle nye verdenskendte navne på besøg. Og ganske som før i tiden trækker disse internationale besøgende en masse entusiaster til Ringen. Mange af entusiasterne er lokale, men andre kommer langvejs fra. Fælles for dem er, at de trasker rundt med næsen i deres smartphones for at få glimt af de nye verdensstjerner på Ringen. Den mest kendte af dem alle - Pikachu - "spawner" dernede en gang i timen. Pikachu er Pokémons svar på Stirling Moss: kendt og elsket af alle, men har aldrig været verdensmester.  To af vores sten er blevet såkaldte pokéstops i landeplagen "Pokémon Go", som har hevet et NYT publikum ned på Ringen - og hvis du mangler pokéballs, går du bare op til parkeringspladsen ved Scandic, eller ringvejen og spinner ved vores sten.