søndag den 31. maj 2015

Bagsiden

I weekendens udgave af lokalavisen var Otto og jeg selv afbildet foran den anden sten, vi satte på Ringen. Jeg står med det klistermærke, man får for at køre en omgang dernede til fødselsdagen på fredag, og som min ven Mike har lavet til os. Så langt, så godt.

Et par tøser jeg har snakket med, reagerede på, at der i artiklen står, at man kan blive vist rundt fra sten til sten af en guide, der fortæller historier om banen. Sådan forholder det sig ikke helt. Jeg tror hverken Otto eller jeg selv får tid til at gå tur med folk dernede, og Per - vores ceremonimester som har langt de fleste røverhistorier om Roskilde Ring - bliver forhåbentlig stående omkring lydanlægget. Tøserne, som reagerede på artiklen, skal nemlig demonstrere QR-koderne og vise folk vej til stenene - men det er meget begrænset, hvad de kan fortælle af historier OM banen.

Slutteligt er der et helt afsnit i artiklen, der hedder "Med til indvielsen". Her beretter avisen, at Kevin Magnussen, Erik Høyer, Ole Vejlund, Thorkild Thyrring, Ronnie Bremer, Arne Riis og Jason Watt dukker op. Det er ikke noget, hverken Otto eller jeg kan bekræfte - men det kan da være de ved noget på redaktionen, som vi ikke gør (jeg gætter på at forvirringen er opstået, da vi sendte en pressemeddelelse ud i sidste uge).

Nogle af dem kommer med sikkerhed, men jeg er ikke sikker på, at en travl ung mand som Kevin for eksempel har tid til den slags.

http://roskilde.lokalavisen.dk/10-sten-i-ringen-/20150530/artikler/705299921/1883

torsdag den 28. maj 2015

Hvem, hvad, hvor?

Der har - måske forståeligt nok - været nogle misforståelser om, hvem der er involveret i hvad de kommende to weekender. Trofaste læsere af bloggen her vil naturligvis ikke være i tvivl, men med den omsiggribende trafik på samme, føler jeg mig nødsaget til at præcisere en smule.

Roskilde Rings Jubilæumsløb finder sted på en udvalgt vejstrækning nede omkring havnen i Roskilde weekenden den 30. og 31. maj. Jeg gætter på, at datoen er valgt, fordi den rigtige jubilæumsdag falder sammen med en noget ældre tilbagevendende event her i byen: Dyrskuet. Det er arrangeret af Copenhagen Historic Grand Prix med den tidligere formel-kører (på Roskilde Ring) Jac Nellemann i spidsen. Hverken Otto eller jeg selv har haft noget med Jubilæumsløbet at gøre, andet end at jeg har skrevet et par blogindlæg om arrangementet - hvor jeg har tiljublet ideen og plakaten og peget på, at jeg selv foreslog noget lignende (her) for et års tid siden. Jeg vil være at finde med mit kamera på havnen på lørdag, men Otto er desværre ude af byen. Måske ses vi dernede?


Ringens 60-års fødselsdag er og bliver Grundlovsdag fredag den 5. juni 2015. Arrangementet på dagen er kulminationen af Ottos og mit arbejde gennem de sidste... ja, efterhånden mange år. Hvad der kommer til at foregå på Roskilde Ring den dag (det endelig program tilgår), er noget Otto og jeg har arrangeret gennem et samspil mellem de rette instanser i kommunen, vores generøse donorer, motorsportsentusiaster og diverse andre interessenter og sponsorer. Det er dagen hvor vi afslører de ti sten, vi har fået stillet op, og det er dagen hvor min fortælling om Roskilde Ring bliver tilgængelig for alle med en smartphone. Vi åbner så at sige det virtuelle museum for offentligheden.

Begge dele er selvfølgelig et besøg værd, hvis du er til gamle biler, racernostalgi, Roskilde Ring eller historisk motorsport.

onsdag den 27. maj 2015

Stjernedrys på projektet

Otto har ikke ligget på den lade side i mit fravær - det gør han jo i øvrigt sjældent - så tirsdag havde han sat denne håndfuld herrer stævne på Scandic. Desværre missede jeg selv mødet, men gruppen fik formuleret en pressemeddelelse og skudt den af til en lang række dagblade og interessenter i og omkring motorsporten. Tilmeldingerne til paradekørslen bliver flere og flere, og vi er så småt begyndt at overveje vores maksimale kapacitet - og hvad vi skal gøre, hvis vi må melde alt udsolgt.

Tilmeld dig HER!

Otto, Kevin Magnussen, Ole Vejlund, Thorkild Thyrring, Arne Riis og Ronnie Bremer (fotograf: Per Hammerich)

tirsdag den 26. maj 2015

FYI

Da der har været flere henvendelser om ruten, omfanget af kørslen og hastigheden ved arrangementet den 5. juni, kommer her en uddybende forklaring:

Man tilmelder sig først på VisitRoskilde.dk. Fredag den 5. juni kører man til grusparkeringen ved Scandic Roskilde, hvor bilerne vil være i "venteposition" indtil klokken 10:00 (skulle det blive nødvendigt, tager vi også retsbygningens parkeringsplads over for hotellet i brug). Klokken 10:00 åbner vi for paradekørslen inde på Ringen. Der vil være en "marshall" der kører forrest, og køretøjerne vil blive lukket ind i hold af 5-10 stykker afhængigt af antallet af tilmeldinger. Hastigheden bliver langsom (beklager, ITG) og forsvarlig, da vi er nødt til at tage hensyn til hunde og legende børn. Skulle underlaget være blødt den dag, eller skulle en motor sætte ud, står Landrover-klubben parat flere steder på strækningen og kan trække nødstedte fri.

Ruten bliver som tegnet her: Ind ad stien fra parkeringspladsen. Et 90 graders højresving og syd om søen (den daværende ryttergård) rundt på toppen af det gamle Pirelli-sving. Bagom det hedengangne dommertårn og op ad "langsiden", hvor publikum engang stod i tusindvis. Et 90 graders sving nord om det gamle Politiken-sving og ned ad stien, hvor man til sidst svinger venstre ind på området, hvor der er streget parkeringsbåse op. Det bliver sådan, at man kan starte sin bil og sive igen, når man vil. Det sidste stykke sti op til parkeringspladsen bliver holdt fri til samme formål.


"Alting er bare så meget større derovre"

Da jeg kiggede på bloggen i dag, kunne jeg se, at der har været en del flere besøgende de sidste par dage end ellers. Jeg skal beklage, at der ikke har været noget nyt at læse om, men jeg har været i New York de sidste to uger. Rejsens mål var egentlig et bryllup, men det har nu også været rart lige at genoplade batterierne, inden det hele går løs.

Oppe nordpå i staten New York, nærmere betegnet Saratoga Springs ligger der et lille bilmuseum, som har lidt forskelligt interessant isenkram. Det første der møder én, er en amerikansk midget-racer - med en 140 kubiktommers Ford V8-motor vel at mærke. Med en 2,3 liters motor er det vel begrænset, hvor rammende det er at kalde den "midget".


Men selvom der er meget sandhed i den fortærskede kliché om, at alting ER meget større i USA, måtte jeg sande, at min egen krop mest er bygget til at stå ved siden af og kigge på biler på et museum, efter at have prøvet at klemme mig ned i en amerikansk bygget Formel Vee fra 1973.



onsdag den 6. maj 2015

Så ' der åben for tilmeldinger!

Hverken Otto eller jeg selv har lyst til at spille "veteranbilspoliti", men vi ser jo så absolut helst, at de biler der melder sig til paradekørselen rundt på Ringen, har en relation til tiden/stedet/miljøet omkring Roskilde Ring. Det skal ikke forstås sådan, at biler der ikke er fra 1955-1968, ikke er velkomne. Bare din bil - eller motorcykel - leder tankerne hen på de glade, motorfascinerede årtier 50'erne, 60'erne og 70'erne. Mange af de moderne caféracere ligner jo for eksempel motorcykler fra perioden.

For 25,- kroner får du lov til at køre på Roskilde Ring (én omgang i paradekørselen), og et synligt bevis (klistermærket), til at sætte på din bil - det er vist billigere end en træningsaften dengang banen eksisterede. Hvis du vil være sikker på at få plads, skal du tilmelde dig via VisitRoskildes hjemmeside. Skulle der være ledige pladser, vil det også være muligt at købe billet "i døren".
Tænk desuden lidt over, om din bil/MC har en sjov historie. Dem samler vi ind i dagene op til, så vores konferencier Per kan fortælle lidt om bilerne undervejs.

Altså: prisen er for ét køretøj i paradekørsel og et klistermærke. Kommer du i bil kun for at kigge på, er der gratis adgang - men kan købe klistermærket til samme pris. Vel mødt!