mandag den 31. august 2015

Tillykke til lillesøster!


Ring Djursland fylder rundt. I år er det 50 år siden, at Ring Djursland første gang slog dørene op for publikum. Jubilæet blev fejret tidligere på måneden, og det var - "selvfølgelig" fristes man til at sige - med to Roskilde-drenge som hovedpersoner. Se eller gense Jan Magnussen og Dennis Lind levere smæk for skillingen her.

Jens Christian Legarth var én af de kritiske røster, der mente at formel 1-årene på Ringen, var for meget show og for lidt fokus på det sportslige. Han tog sin gode køredragt og drog til Jylland, hvor han etablerede Ring Djursland, der altså åbnede for offentligheden i august 1965.

Samme år oplevede man den tredje dødsulykke på Roskilde Ring, da Palle Ancher kørte galt i sin DKW. Uheldet påvirkede Legarth så meget, at han (også på opfordring fra sin kone Annie) indstillede karrieren som motorkører. Set herfra 50 år senere, er der en underlig skæbnens-perverterede-ironi over hvad der så skete.

Til et løb i juli 1967 hvor regnen stod ned i stænger, var et stort formel 3-felt godt i gang på banen. Da Jørgen Ellekær og Jean Pierre Jabouille skulle til at overhale bagerste mand med en omgang, var Legarth nede for at signalere blåt flag til Ray O'Connor i den bagerste bil. De tre biler kolliderer, og Ray O'Connors bil bliver slynget ind mod indercirklen af banen. På vejen rammer den Jens Christian Legarth med en sådan kraft, at han bliver slæbt med, og ender sine dage under den uheldige amerikaners bil.

Morten Alstrup har lavet en dokumentar om Ringens (nulevende) lillesøster i to afsnit. Se dem her:


onsdag den 26. august 2015

Ringen rundt med MG'erne

Det var et opkald fra MG-klubben, der fik mig i gang på Ringen - altså efter jeg var færdig med den på universitetet. Således var min første egentlige byvandring derude med en 50-60 medlemmer af MG-klubben for over to år siden. Det var i øvrigt en tur, der satte gang i en masse networking, og skabte kontakten til min trofaste programleverandør Jørgen. Så da en lille klub-i-klubben ringede tidligere på året fordi de ville fejre, at MGA'en fyldte 60 i år, sagde jeg selvfølgelig med det samme ja, til at gå en tur med dem. Desværre fik lidt regn tidligt på dagen folk til at melde fra, og vi endte med kun at være 11 mand M/K.

 Kustoden fra Det Virtuelle Museum Roskilde Ring går op i det med liv og sjæl

 Jeg havde taget lidt blandet arkivalia med - blandt andet et program fra 1957 med et stort MGA-felt 

Jørgen Hedetoft afspiller én af videoerne fra de ti sten

Vi er nået til sidste stop/sten, og belønningen er få sekunder fra at skifte hænder

torsdag den 20. august 2015

Grand Opening i KnuckleGrease Garage

Af de mere anonyme samarbejdspartnere vi har fået på projektet, er der især én der stikker lidt ud: KnuckleGrease Garage. 

I disse tider skyder der værkstedsforeninger og andels-motorcykelværksteder op, ja jeg er lige ved at sige overalt. Især i København er det et populært fænomen, og det er jo klart, at når man bor i lejlighed inde midt i byen, på tredje sal uden carport, er det fedt at kunne leje sig ind i et fælles værksted.  Et sted hvor alle kommer med hver deres sæt værktøj - og en masse blandet knowhow. Og det er præcis hvad man kan i KnuckleGrease Garage i Roskilde. De holdt Grand Opening af deres garagefællesskab i lørdags - og både Otto og jeg selv lagde vejen forbi for at sige tillykke til gutterne.

"Hvad har dét med Roskilde Ring og QR-koder at gøre?" spørger du så måske. Ja ikke SÅ meget egentlig - andet end lokalerne er et gammelt autoværksted fra Ringens tid, flere af motorcyklerne er fra Ringens tid, og idealet for en caféracer synes at være noget, der leder tankerne hen på 50'erne og 60'erne. Gutterne fra KnuckleGrease var i øvrigt også med til at fejre Ringens fødselsdag Grundlovsdag i år.

Så nyd billederne -  jeg har smidt lidt flere op end normalt:


Norton fra perioden


BSA og Triumph fra perioden


Ottos caféracer er ikke så tidstypisk - endnu

En gammel Djnepr agerer hundehus

Min niece kom også på kværn

Gutterne serverede lakrids i både fast og lydende form efter solen var gået ned...



onsdag den 5. august 2015

En aften med vennerne vol. 2

Uvist af visse årsager glimrer Louis de Funés med sit fravær, i alle posts jeg har set om det næste arrangement Roskilde Rings Venner inviterer til. Dét skal han ikke! Han virkede jo så fint sidst.

Den første aften de arrangerede, var en stor succes. Jeg tror jeg beskrev duetten mellem Ole Vejlund og Carsten Frimodt så detaljeret sidst, at jeg ikke behøver komme nærmere ind på indholdet nu.


Hvor det var formelbilerne der var i fokus sidst, kommer denne aften til at handle om standardvogne. Steen og Vagn har støvet henholdvis Erik Høyer og Sven Engstrøm op, og begge har givet tilsagn om, at de kommer og fortæller røverhistorier. C.C. og Carsten Frimodt kommer også og snakker lidt, og jeg selv er blevet bedt om at vise de film, jeg har lavet til stenene på Roskilde Ring. Hvis du synes dét lyder interessant, så overfør 250,- kroner til reg.: 9541 Konto: 8999694, så leverer Scandic en buffet med oksesteg, kalkun, kartofler, salat og sovs - og kaffe med kage.
Dørene åbnes

TIRSDAG DEN 25. AUGUST, KLOKKEN 17:45

(Sidste tilmeldingsfrist er torsdag den 20. august)

Vel mødt!

tirsdag den 4. august 2015

Jeg gi'r en omgang!

Sommer er tid til byvandringer, og nu hvor det ser ud til at være sommer i Roskilde, vil jeg gerne opfordre alle interesserede, til at dukke op på Ringen i morgen onsdag den 5. august klokken 19:00. I rækken af byvandringer Roskilde byder på, er det nemlig blevet min tur igen. Sidste år dukkede der 250 mennesker op, og jeg må nok indrømme, at det var en DEL mere end jeg havde forventet. Efter det forgangne år har stået i Ringens tegn, er jeg lidt spændt på at se hvor mange der kommer. Der er en god tradition for byvandringer her i byen, og vejret ser ud til at arte sig så jeg bliver nok ikke alene derude...

Fra august 2014: Det er mig i midten af billedet. Jeg står og kigger mod venstre

tirsdag den 21. juli 2015

Ole fylder 80!

Den hurtigste dansker på Ringen runder endnu et skarpt hjørne. Da Ole er så gennemført sympatisk - og efterhånden en meget god ven af projektet - skal jeg afholde mig fra at komme med muntre bemærkninger og øgenavne, som "Gamle Ole". I stedet vil jeg lige poste et par billeder af Ole, fra dengang han var allerhurtigst. Ole kører stadig ræs, og kan opleves på Copenhagen Historic Grand Prix i en Formel Junior - som jeg håber jeg selv kan 14 dage efter MIN 80-års fødselsdag...


Ole tilbagelænet ovre i hjørnet


Ole i nummer 34. I et syndigt rod af Grundig-racere og pitsild

onsdag den 8. juli 2015

Fra borgmesterens smartphone..

..dukkede det her billede op i går. Taget på Ringen Grundlovsdag. Man skulle mene, at borgmesteren var travlt optaget på netop den dag, men hun ga' sig alligevel tid til at komme, og tale for vores gæster. Det er vi selvfølgelig meget glade for. Måske ses vi igen næste år!

De har noget med selfies i det parti - og Joy har heldigvis noget med motorsport

tirsdag den 30. juni 2015

Kunder i biksen

Igen i år har jeg engageret mig som frivillig på Roskilde Festival. Vi er jo helt pjattede med events her i byen, og jeg har de sidste 15 år arbejdet for den samme arbejdsgruppe derude. Selvom jeg ikke er ubetinget fan af den belejringstilstand, byen befinder sig i gennem næsten to uger, kan jeg jo ikke holde mig væk. Og bedst som jeg cyklede derud i søndags, kunne jeg se en masse cykler parkeret ved vores første sten. Jeg tjekkede tallene i går, og selvom det ikke er sikkert, at de cykler her er parkeret af gæster til vores museum, så det fint ud. Over 400 visninger af filmene siden 5. juni.

Til sammenligning har den midlertidige video, der har ligget på stenene det forgangne år,
været vist 305 gange på dansk, og 116 på engelsk 

torsdag den 25. juni 2015

Den der dør med mest legetøj har vundet...

..det siger de jo. Racingfeberen har raset på Roskilde-egnen i længere tid, og den sidste der er blev smittet, er min bror. Han har været en uvurdérlig hjælp gennem hele projektet - som kameramand, chauffør, fotograf og slutteligt som marshall på Jens Winthers ZERO motorcykel den 5. juni. Men nu har han altså fået en anfald af racerfeber, der har muteret til noget bilkuller af en art. I går afslørede han den her perle i indkørslen. Den er godt nok tre år for ung til at ha' kørt på Ringen - men det gør ikke så meget. Den er stadig fed. Og nu fører han så afgjort i ræset om at dø med mest legetøj - tillykke med den bro!

Triumph Spitfire TR4 - men det behøver jeg vel ikke fortælle jer

lørdag den 20. juni 2015

"Kan man ikke se det derhjemme?"

Der var cirka 150 besøgende i det virtuelle museum, der fik vist indholdet frem af vores fire yndige kustoder den 5. juni. Men hele dagen igennem var der flere henvendelser til mig selv og andre, om hvorvidt man kunne se filmene derhjemme. Det kan man selvfølgelig godt. Hele ideen er godt nok, at man skal se filmene på stedet, så det fysiske rum lægger en ekstra dimension til oplevelsen. På YouTube er det i bund og grund bare ti små dokumentarfilmbidder.

Kustoderne her flankeret af Thorkild Thyrring og Jan Heggov

Men når interessen nu er der, skal I ikke snydes for filmene. De kommer alle ti her i en playliste, og så må I tage vejledningen i hver film med:



Hvis man vil se mere til Roskilde Ring på skærmen derhjemme, var det måske en idé at købe Palle Buus DVD. Den er netop blevet genudgivet af Palles døtre, hvem jeg har været i dialog med under produktionen af mine film. Hovedleverandøren af smalfilm er netop Palles DVD, og da han ikke selv er her mere, er det altså hans døtre der står for salget af den. Kontakt Linnea på mail eller mobil:



tirsdag den 16. juni 2015

Grundlovsdag fra luften

Desværre valgte kun cirka en fjerdedel af de fremmødte køretøjer at blive til "gruppebilledet". De er taget - nærmest på minuttet - klokken 14:35 Grundlovsdag den 5. juni 2015. Størstedelen af gæsterne så desværre nok borgmesterens tale som den officielle afslutning på fødselsdagen.
Alle billederne er taget af vores speaker OG luftfotograf Per Hammerich - tak Per!

Bemærk den legesyge Morgan i Politiken-svinget
  

Ryttergården under vand


Tak for i år

onsdag den 10. juni 2015

Cykelrytterne rør på sig...

Al den virak der har været omkring Roskilde Rings 60-års jubilæum, har bragt mange sjove ting de sidste uger. Artikler og udtalelser her og dér. Det er ikke nogen nyhed for undertegnede, at man også kørte cykelløb på Ringen. Når man sidder og kigger to gange 14 års mikrofilm igennem for artikler om Roskilde Ring, begynder man også at reagere på "Roskilde Cykle Ring" - og RCR brugte flittigt banen til landevejstræning.

Men tilsyneladende har Ringen også lagt asfalt til en regulær legende indenfor cykelsport. Jeg kender navnet Eddy Merckx, men jeg havde aldrig hørt om Fausto Coppi, før min ven Ove delte denne artikel på min Facebookvæg:



Jeg kunne ikke stå for den her formulering på Wikipedia: "Selvom Eddy Merckx' sejrsliste uden tvivl er større, mener mange eksperter alligevel, at Coppi er alle tiders største cykelrytter." Det lyder jo som en beskrivelse man kunne bruge på d'herrer Brabham og Moss. 

Vi undersøger i skrivende stund, om der er materiale og sponsorer til en sten om cyklingen på Roskilde Ring. 

torsdag den 4. juni 2015

Programmet for den 5. juni

Der har været lidt udfordringer med at skrue et regulært program sammen, men folk kommer jo også mest for at opleve museet og de gamle biler - og det kan man i hele tidsrummet.

Alligevel kommer her et program - tiderne er dog mest af alt vejledende:

08:00-10:00 Opstilling af forskellige boder. Carsten Frimodt (og Forlaget Veterania) kommer med sine bøger om Roskilde Ring og historisk motorsport. Palle Buus' døtre har fået genoptrykt DVD'en om Roskilde Ring - den kommer de og sælger. ITG Racing Team kommer med deres Porsche 911. Viadukten kommer med et udvalg af deres gokarts. Jens Winther kommer med en håndfuld af de spændende nye Zero-motorcykler, helt elektriske, helt amerikanske. Der kommer derudover øl-, kaffe- og pølsebod.

10:00-11:00 Paradekørsel (mod uret) rundt på stien. Der er i skrivende stund tilmeldt 100 historiske biler og motorcykler, som vi vil forsøge at få afviklet på en time. Det er også muligt at købe klistermærket i løssalg.

11:00-13:30 Fra klokken 11:00 vil Foreningen PROPA kommer og dele gratis hotdogs ud. Der vil være en række taler, danseopvisning og en auktion over stumper og racerrelaterede objekter.

Ca. 13:30: Borgmester Joy Mogensen vil sige et par ord.

Ca. 14:35 Gruppebillede: Roskilde Ring bliver overfløjet og luftfotograferet i dagens anledning - bliv hængende.

15:00 Vi lukker og slukker.

Hele dagen igennem vil det være muligt at få demonstreret det virtuelle museum (der går nogle piger rundt med tablets og højttalere), og der vil være den fantastiske kulisse af 100+ historiske køretøjer og et par håndfulde kørere, der har kørt ræs på den gamle bane, som man kan udveksle røverhistorier med.


Der vil også være officials at finde på den nye Roskilde Ring

søndag den 31. maj 2015

Bagsiden

I weekendens udgave af lokalavisen var Otto og jeg selv afbildet foran den anden sten, vi satte på Ringen. Jeg står med det klistermærke, man får for at køre en omgang dernede til fødselsdagen på fredag, og som min ven Mike har lavet til os. Så langt, så godt.

Et par tøser jeg har snakket med, reagerede på, at der i artiklen står, at man kan blive vist rundt fra sten til sten af en guide, der fortæller historier om banen. Sådan forholder det sig ikke helt. Jeg tror hverken Otto eller jeg selv får tid til at gå tur med folk dernede, og Per - vores ceremonimester som har langt de fleste røverhistorier om Roskilde Ring - bliver forhåbentlig stående omkring lydanlægget. Tøserne, som reagerede på artiklen, skal nemlig demonstrere QR-koderne og vise folk vej til stenene - men det er meget begrænset, hvad de kan fortælle af historier OM banen.

Slutteligt er der et helt afsnit i artiklen, der hedder "Med til indvielsen". Her beretter avisen, at Kevin Magnussen, Erik Høyer, Ole Vejlund, Thorkild Thyrring, Ronnie Bremer, Arne Riis og Jason Watt dukker op. Det er ikke noget, hverken Otto eller jeg kan bekræfte - men det kan da være de ved noget på redaktionen, som vi ikke gør (jeg gætter på at forvirringen er opstået, da vi sendte en pressemeddelelse ud i sidste uge).

Nogle af dem kommer med sikkerhed, men jeg er ikke sikker på, at en travl ung mand som Kevin for eksempel har tid til den slags.

http://roskilde.lokalavisen.dk/10-sten-i-ringen-/20150530/artikler/705299921/1883

torsdag den 28. maj 2015

Hvem, hvad, hvor?

Der har - måske forståeligt nok - været nogle misforståelser om, hvem der er involveret i hvad de kommende to weekender. Trofaste læsere af bloggen her vil naturligvis ikke være i tvivl, men med den omsiggribende trafik på samme, føler jeg mig nødsaget til at præcisere en smule.

Roskilde Rings Jubilæumsløb finder sted på en udvalgt vejstrækning nede omkring havnen i Roskilde weekenden den 30. og 31. maj. Jeg gætter på, at datoen er valgt, fordi den rigtige jubilæumsdag falder sammen med en noget ældre tilbagevendende event her i byen: Dyrskuet. Det er arrangeret af Copenhagen Historic Grand Prix med den tidligere formel-kører (på Roskilde Ring) Jac Nellemann i spidsen. Hverken Otto eller jeg selv har haft noget med Jubilæumsløbet at gøre, andet end at jeg har skrevet et par blogindlæg om arrangementet - hvor jeg har tiljublet ideen og plakaten og peget på, at jeg selv foreslog noget lignende (her) for et års tid siden. Jeg vil være at finde med mit kamera på havnen på lørdag, men Otto er desværre ude af byen. Måske ses vi dernede?


Ringens 60-års fødselsdag er og bliver Grundlovsdag fredag den 5. juni 2015. Arrangementet på dagen er kulminationen af Ottos og mit arbejde gennem de sidste... ja, efterhånden mange år. Hvad der kommer til at foregå på Roskilde Ring den dag (det endelig program tilgår), er noget Otto og jeg har arrangeret gennem et samspil mellem de rette instanser i kommunen, vores generøse donorer, motorsportsentusiaster og diverse andre interessenter og sponsorer. Det er dagen hvor vi afslører de ti sten, vi har fået stillet op, og det er dagen hvor min fortælling om Roskilde Ring bliver tilgængelig for alle med en smartphone. Vi åbner så at sige det virtuelle museum for offentligheden.

Begge dele er selvfølgelig et besøg værd, hvis du er til gamle biler, racernostalgi, Roskilde Ring eller historisk motorsport.

onsdag den 27. maj 2015

Stjernedrys på projektet

Otto har ikke ligget på den lade side i mit fravær - det gør han jo i øvrigt sjældent - så tirsdag havde han sat denne håndfuld herrer stævne på Scandic. Desværre missede jeg selv mødet, men gruppen fik formuleret en pressemeddelelse og skudt den af til en lang række dagblade og interessenter i og omkring motorsporten. Tilmeldingerne til paradekørslen bliver flere og flere, og vi er så småt begyndt at overveje vores maksimale kapacitet - og hvad vi skal gøre, hvis vi må melde alt udsolgt.

Tilmeld dig HER!

Otto, Kevin Magnussen, Ole Vejlund, Thorkild Thyrring, Arne Riis og Ronnie Bremer (fotograf: Per Hammerich)

tirsdag den 26. maj 2015

FYI

Da der har været flere henvendelser om ruten, omfanget af kørslen og hastigheden ved arrangementet den 5. juni, kommer her en uddybende forklaring:

Man tilmelder sig først på VisitRoskilde.dk. Fredag den 5. juni kører man til grusparkeringen ved Scandic Roskilde, hvor bilerne vil være i "venteposition" indtil klokken 10:00 (skulle det blive nødvendigt, tager vi også retsbygningens parkeringsplads over for hotellet i brug). Klokken 10:00 åbner vi for paradekørslen inde på Ringen. Der vil være en "marshall" der kører forrest, og køretøjerne vil blive lukket ind i hold af 5-10 stykker afhængigt af antallet af tilmeldinger. Hastigheden bliver langsom (beklager, ITG) og forsvarlig, da vi er nødt til at tage hensyn til hunde og legende børn. Skulle underlaget være blødt den dag, eller skulle en motor sætte ud, står Landrover-klubben parat flere steder på strækningen og kan trække nødstedte fri.

Ruten bliver som tegnet her: Ind ad stien fra parkeringspladsen. Et 90 graders højresving og syd om søen (den daværende ryttergård) rundt på toppen af det gamle Pirelli-sving. Bagom det hedengangne dommertårn og op ad "langsiden", hvor publikum engang stod i tusindvis. Et 90 graders sving nord om det gamle Politiken-sving og ned ad stien, hvor man til sidst svinger venstre ind på området, hvor der er streget parkeringsbåse op. Det bliver sådan, at man kan starte sin bil og sive igen, når man vil. Det sidste stykke sti op til parkeringspladsen bliver holdt fri til samme formål.


"Alting er bare så meget større derovre"

Da jeg kiggede på bloggen i dag, kunne jeg se, at der har været en del flere besøgende de sidste par dage end ellers. Jeg skal beklage, at der ikke har været noget nyt at læse om, men jeg har været i New York de sidste to uger. Rejsens mål var egentlig et bryllup, men det har nu også været rart lige at genoplade batterierne, inden det hele går løs.

Oppe nordpå i staten New York, nærmere betegnet Saratoga Springs ligger der et lille bilmuseum, som har lidt forskelligt interessant isenkram. Det første der møder én, er en amerikansk midget-racer - med en 140 kubiktommers Ford V8-motor vel at mærke. Med en 2,3 liters motor er det vel begrænset, hvor rammende det er at kalde den "midget".


Men selvom der er meget sandhed i den fortærskede kliché om, at alting ER meget større i USA, måtte jeg sande, at min egen krop mest er bygget til at stå ved siden af og kigge på biler på et museum, efter at have prøvet at klemme mig ned i en amerikansk bygget Formel Vee fra 1973.



onsdag den 6. maj 2015

Så ' der åben for tilmeldinger!

Hverken Otto eller jeg selv har lyst til at spille "veteranbilspoliti", men vi ser jo så absolut helst, at de biler der melder sig til paradekørselen rundt på Ringen, har en relation til tiden/stedet/miljøet omkring Roskilde Ring. Det skal ikke forstås sådan, at biler der ikke er fra 1955-1968, ikke er velkomne. Bare din bil - eller motorcykel - leder tankerne hen på de glade, motorfascinerede årtier 50'erne, 60'erne og 70'erne. Mange af de moderne caféracere ligner jo for eksempel motorcykler fra perioden.

For 25,- kroner får du lov til at køre på Roskilde Ring (én omgang i paradekørselen), og et synligt bevis (klistermærket), til at sætte på din bil - det er vist billigere end en træningsaften dengang banen eksisterede. Hvis du vil være sikker på at få plads, skal du tilmelde dig via VisitRoskildes hjemmeside. Skulle der være ledige pladser, vil det også være muligt at købe billet "i døren".
Tænk desuden lidt over, om din bil/MC har en sjov historie. Dem samler vi ind i dagene op til, så vores konferencier Per kan fortælle lidt om bilerne undervejs.

Altså: prisen er for ét køretøj i paradekørsel og et klistermærke. Kommer du i bil kun for at kigge på, er der gratis adgang - men kan købe klistermærket til samme pris. Vel mødt!


fredag den 17. april 2015

"Kommer du tit her?"

Rygtet vil vide, at verdens mest fortærskede scorereplik engang havde en overmand. Jeg selv har aldrig rigtigt kunne bruge den med overbevisning, men i 60'erne og 70'erne hørte man den åbenbart tit. Faktisk sagde Ole Vejlund, da vi afslørede den første sten, at "Jeg har kørt på Roskilde Ring", eller bare "Jeg har kørt på Ringen" var så brugt en scorereplik i det københavnske natteliv, at hvis man samlede alle de påståede kørere - kunne de ikke være i Tivoli!

Men det var dengang. Nu får du selv muligheden for - helt sandfærdigt - at blære dig med, at du har kørt på Ringen. Grundlovsdag i år hvor Ringen ville være fyldt 60, har vi fået arrangeret, at man kan køre en tur Ringen rundt med sin veteranbil, og tilmed få et bevis til at sætte på bilen. Det kræver bare, at man tilmelder sig gennem VisitRoskilde - en tilmelding der bliver åbnet for inden månedens udgang, og bliver udførligt beskrevet her, så stay tuned...


Den efterhånden velkendte grafik fra de første år, kan nu komme i ruden på din veteranbil


onsdag den 1. april 2015

Vi præsenterer: Sprechstallmeisteren!

Vi arbejder på højtryk her i de sidste måneder op til indvielsen, og i sidste uge fik vi en aftale på plads med historiefortælleren Per Hammerich. Han er mand med mange talenter, og især hans foredrag om H.C. Andersen er meget populære. Nu kommer Grundlovsdag i år ikke til at handle om vilde svaner eller Klods-Hans, men Per har også et forhold til Roskilde Ring. Tilbage i 60'erne passede han tanken i ryttergården, og var også assisterende svingdommer ved flere løb dernede, så vi har fået den helt rigtige ceremonimester til dagen. Allerede efter et par minutters samtale stod det klart, at Per er en uudtømmelig kilde af røverhistorier om ræs og Roskilde Ring.

Du kan læse mere om ham Per på hans hjemmeside

mandag den 30. marts 2015

Jubilæumsløbets officielle plakat

Med en meget vellykket parafrase over åbningsløbets gamle plakat er folkene bag Roskilde Rings jubilæumsløb klar til at gå i de trykte medier. Desværre kan man (endnu) ikke købe plakaten på løbets officielle hjemmeside, meeeen mon ikke den snart kan leveres? Jeg skal i hvert fald ha' én!


onsdag den 25. marts 2015

Ræs på havnen

Der har været skønne gamle biler på havnen hver torsdag hele sommeren, men det var godt nok lidt af en bombe der ramte Roskilde her i weekenden! Trofaste læsere af bloggen her vil vide, at jeg allerede sjette juni sidste år efterlyste et motorløb, der kunne markere Ringens fødsesldag i år (Se eventuelt Racerfeberen raser videre i Roskilde! ). "Mine bønner er blevet hørt" fristes man til at sige. Indlægget dengang blev skrevet på baggrund af offentliggørelsen af sidste års Racing Festival. Men de to ting har intet med hinanden at gøre. Copenhagen Historic Grand Prix og den nye supermagt i dansk motorsport, ASK Hedeland, er gået sammen om at markere Roskilde Rings 60 års fødselsdag med et løb nede omkring havnen. Der kommer nok hverken rugbrød eller HY'er til løbene, men det gør der jo alligevel hver torsdag resten af sommeren.

Der er i skrivende stund kun pressemeddelelsen på løbets egen hjemmeside - men mon ikke man bør følge den nøje. Ellers skal både Roskilde Avis og Dagbladet nok bringe nyhederne

Jeg har tyvstjålet billedet, men hvis du kan li' det, kan det købes af VisitRoskilde her


søndag den 22. marts 2015

Ringen rundt igen-igen

Mandag den 30. er det tid til at strække benene igen. Syd for Banen har spurgt, om jeg ville gå turen fra sidste sommer med dem - og det har jeg naturligvis sagt ja til. Så hvis du er blandt de få, der endnu ikke har hørt mit bud på, hvordan man kan fortælle Roskilde Rings historie i en kulturhistorisk sammenhæng, skal du være mere end velkommen til at møde op ved stenen på Søndre Ringvej.


Mandag den 30. marts klokken 19:00

Syd for Banens plakat



tirsdag den 17. marts 2015

Automobil Sports Klubben Hedeland er en realitet

Det var en ren formsag, da A.S.K. og Hedelands Motorklub i torsdags holdt ekstraordinær generalforsamling på Scandic ved Ringen. Dagsordenen var centreret om det forslag, der handlede om at sammenlægge de to klubber for at skabe én stærk motorsportsklub på Sjælland.
A.S.K. behøver vel næppe nogen introduktion her på bloggen, men hvis du ikke kender Hedelands Motorklub, er det nok fordi man i sin tid droppede "Roskilde" i navnet. Hedelands Motorklub er en klub, der opstod ud af de gamle kendinge Roskilde og Omegns Motorklub (R.O.M.) og Roskilde og Omegns Motorklub for Autmobiler (R.O.M.A.). Der ligger lidt billeder fra mødet på Hedelands Motorklubs hjemmeside

Jeg synes i hvert fald det er fedt, at det er A.S.K.'s gamle logo man har valgt at opdatere:

Dannebrog, egeløv, laurbær og et hjerte - og "København" erstattet af "Hedeland"

søndag den 15. marts 2015

Topmøde på Scandic

Jeg tror ikke spændingen omkring en 5. juni har været så stor, siden Monrad, Grundtvig og Orla Lehmann diskuterede den første Grundlov. I onsdags mødtes Otto og jeg med Mette fra VisitRoskilde, repræsentanter fra bestyrelsen i Syd for Banen, Scandics ledelse, Christina fra Roskilde Kommunes Park- & Vejafdeling og kulturlivet i Roskildes matriark; Marie Berthelsen. På dagsordenen var Grundlovsdag 2015 - og ikke andet. Hvad skal der ske? Hvem skal åbne ballet? Lydanlæg? Hvor mange biler og mennesker kan der håndteres? Økonomi? Hvor længe skal dagen vare?

Du kan godt sætte krydset lidt tydeligere - det bliver en klassisk køredag med anderledes grundlovstaler i år!


mandag den 9. marts 2015

Mod mållinjen med Kevin bag rattet

Det er lige før, at Otto kan svinge med det ternede flag i forhold til finansieringen af sten nummer 10. For at sætte turboen på, har vi oprettet en mailadresse, som du kan skrive til, hvis du vil være med til at finansiere den sidste sten - og samtidig score et unikt stykke racingkunst til kontoret/slyngelstuen/garagen/baren! Carsten Christiansen (også kendt som BugattiArt) har tegnet Kevin med tuschpen og fået det overført til lærred - hvorefter Kevin selv har signeret det. Det måler 140x110 centimeter og er rammet ind .

Så hvis du har en plads, hvor du kan hænge Danmarks næste Formel 1-navn op samtidig med, at du støtter vores projekt på Roskilde Ring, så skriv en mail med dit bud! Adressen er:

roskildering.auktion@gmail.com


Husk at følge Kevin klokken 0500 på 3+ søndag morgen

mandag den 9. februar 2015

Sæt kryds i kalenderen 5. juni!

Forleden var Otto og jeg (igen) til møde med kommunens Park- og Vejafdeling. Vi skulle snakke lidt om ideer til Ringens 60-års fødselsdag og indvielsen af vores projekt på Grundlovsdag. Da dagen i forvejen er "Klassisk køredag", bliver det nok ikke det store problem at få et pænt fremmøde af flotte gamle biler, men der måtte jo gerne ske lidt mere. Noget der forenede Ringens fortid med dens nutid og fremtid. Altså noget mere end motorsport, og noget mere end gamle (racer)biler. Trial? BMX? Gokarts? En mulighed for reelt at køre på Roskilde Ring (som den er NU selvfølgelig)? Søen kunne måske også inddrages på en måde? Ideerne var mange, og heldigvis var der ikke én Christina fra Park & Vej skød ned - så der skulle være basis for et brag af fødselsdag når Ringen fylder 60! Så sæt et kryds i kalenderen:

Grundlovsdag, fredag den 5. juni 2015

torsdag den 5. februar 2015

I øvrigt mener jeg...

...at det kun kan gå for langsomt med at få Kever tilbage i Formel 1! Det er muligt, at Marussia er et af feltets dårligste hold, og at de skal have dispensation til at køre med motorer fra sidste år og så videre og så videre og .. så .. videre. Men det ER bare sjovere at følge, når vi har en roskildenser bag rattet i én af bilerne! Tiderne hvor folk kørte rundt med "Claus Borre ud af Formel 1!"som klistermærker på bilen, kunne passende blive fulgt op med et sticker i den her stil:


fredag den 23. januar 2015

En aften med vennerne

Der var flere end 100 gæster til Steen og Vagns hyggeaften på hotel Scandic i forgårs. Roskilde Rings Venner tiltrak en broget flok, der både talte borgmesteren (med hendes kæreste), Thorkild Thyrring og en håndfuld gamle kørere fra Sverige - og interessen for Ringen synes at vokse dag for dag.

Temaet var Formel-vognene, og C. C. åbnede ballet med en bred gennemgang af "how it came to be". Aftenen vil dog nok især blive husket for duetten mellem Ole Vejlund og Carsten Frimodt, der leverede et foredrag udover det sædvanlige. Arrangørerne havde lidt for (u)ambitiøst sat tre kvarter af til de to racersportsnørder og det, Ole selv kaldte "...en form for ekstemporal stand-up". Og de leverede til fulde - i syv kvarter.

Jeg havde hevet min lillebror med som fotograf, og min gamle studiekammerat Jæwer var efterhånden ved at være så nysgerrig på, hvad det der med Ringen går ud på, at han også havde lagt vejen forbi. Sidstnævnte interesser sig ikke det fjerneste for motorsport, og brormands interesse er også noget begrænset, men begge hulkede af grin, da Ole beskrev et billede af en forulykket - men fuldstændig uskadt - Jørgen Ellekær på Roskilde Ring. På billedet ligger Ellekærs formel-vogn i vejsiden, og han selv står i "rabatten" og kigger til højre efter de andre vogne i feltet. Ole konstaterede tørt, at sikkerheden var noget helt andet dengang og fulgte op med "Hvad laver Ellekær dér? Han kigger endda den forkerte vej - jeg mener, han er jo ikke clairvoyant, manden var møbelhandler!"  



torsdag den 22. januar 2015

Roskilde Ring lever!

"Roskilde Ring lever" stod der på forsiden af Dagbladet Roskilde her til eftermiddag. Og selvom jeg ikke er sikker på, at Jørgen Hedetoft føler sig korrekt citeret i artiklen - Jørgen har leveret smalfilm han selv har optaget på Ringen til vores projekt - er jeg sikker på, at han også hyggede sig på Scandic. Det tror jeg alle gjorde. Klik på billederne - eller læs onlineudgaven her