fredag den 25. november 2016

Håndværkere stegte ål på Håndværkeren

Roskilde Smedelaug (grundlagt 1436) spurgte om ikke jeg ville bruge min fredag aften, på at komme ned på restaurant Håndværkeren, og fortælle om Ringen til ét af deres møder  - og dét kunne jeg ikke sige nej til. Jeg blev bedt om at holde det på 45 minutter, og gik kun små ti minutter over tid, så det var også okay. Men jeg fik selv en oplevelse ud af det, da jeg blev inviteret til at blive og spise stegte ål med snaps til. Selvom min mors familie er fra Limfjordsegnen, må jeg jo erkende, at det var første gang jeg smagte det, men belært hjemmefra, sørgede jeg for, at komme mere end en hel omgang rundt om tallerkenen. Det var skidegodt!

Oldermanden overrakte mig et sæt som betaling for foredraget

onsdag den 9. november 2016

Frimodt på biblioteket


Der var fuldt hus i salen på Roskilde Bibliotek, da Carsten Frimodt i går aftes gav sin udgave af historien om Roskilde Ring. Der er ikke så meget at sige om indholdet, jeg har jo hørt Carsten snakke om Ringen mange gang efterhånden - men det ER sgu utroligt så meget interessen for de 1400 meter asfalt fylder her 60 år efter. Carsten barsler med to bøger i skrivende stund: endnu et tredobbelt portræt (om Tom Belsø, Jac Nelleman og Thorkild Thyrring), der skulle lande til sommer, og en hel bog KUN om de to Formel 1-løb der var på Ringen. 


Jeg brugte anledningen til at afprøve panorama-funktionen på min telefon