mandag den 21. august 2017

Superswede - til forpremiere i Palads

Der var desværre ingen glimt af Roskilde Ring på det store lærred, da jeg i onsdags var til forpremiere på "Superswede"i Palads - en film Nina Peterson har lavet om sin hurtige far Ronnie.
Til gengæld var salen fyldt med folk, der både har kørt på Ringen, er kommet som publikum på Ringen og kommer på Ringen Grundlovsdag år efter år.
Således varmede både C.C. og Thorkild Thyrring publikum op før filmen - sidstnævnte med nogle gode anekdoter fra Ronnies hjem i England, dengang de begge var unge racerkørere derovre. Han påpegede, at der i salen i hvert fald sad to, der havde kørt fra den hurtige svensker tilbage i 60'erne - og Ole Vejlund og Jan Heggov blev bedt om at række en hånd i vejret.

Filmen følger den kendte opskrift med voiceover på gamle dramatiske klip, en datter der er på en rejse for at lære sin far bedre at kende og en række aldrende koryfæer der skiftes om at slå fast, hvor god en racerkører Ronnie Peterson egentlig var. Og det virker fint. Man er - som en fyr der aldrig har set ham køre - underholdt hele filmen igennem.


C.C. og Thorkild før oplægget

Ronnie i sit es - sidelæns gennem svingene



Se traileren herunder, hvis du ikke allerede har set den:



torsdag den 10. august 2017

CHGP 2017

Som optakt til Copenhagen Historic Grand Prix var det virtuelle museums udsendte til pressemøde på Københavns Rådhus. Der blev der lejlighed til at stille Københavns overborgmester Frank Jensen et par spørgsmål om Københavns position som racerby i forhold til Roskilde



Se hele interviewet med Frank Jensen her

lørdag den 5. august 2017

The good. The bad. The Evel.


Brormands koncept med film under åben himmel i KnuckleGrease Garage, ser ud til at have bidt sig fast. Garagen holder i hvert fald endnu en Drive-in-Open-Air-Motorcycle-Biograf-Aften, denne gang med fokus på den amerikanske vovehals Evel Knievel (1938-2007). Han er måske ikke SÅ kendt i Danmark, men var et ikon i 60'ernes og 70'ernes USA, hvor han på sin motorcykel hoppede over alt, der ikke havde en puls.

Der er som sædvanlig gratis adgang, og du behøver absolut ikke komme på motorcykel.